2022 er godt i gang på Brosbjerg. Vi er gået lidt igang med detaljer, da vi går og venter på at der skal komme et læs byggematerialer til 1. Salen.
Der har derfor været tid til at lave småting færdige som vi ellers ikke fik gjort. I kontoret er skelettet til glasvæggen blevet færdigt og glasset er bestilt. Langs med loftet skal der monteres stuk og ved gulvet en fodliste som lige er blevet leveret.
I stuen er gaspejsen blevet lavet færdig med pyntetræ og kanten er blevet spartlet, slebet og malet sort. På konvektionshullerne har vi monteret de mest fantastiske gamle riste. Sidste mangel på pejsen er en plade med afskårne brændestykker til at skjule teknikken under pejsen.
Udenfor er Ellens julegave blevet monteret. To stemningsfyldte smedejernslamper hentet hjem fra Holland. De giver et fantastisk lys som nærmest lyser halvdelen af gårdspladsen op, dejligt i de mørke tider. Med vores husstyring kan vi nemt få lyset til at tænde og slukke styret af sol op og nedgang.
Et spændende år er gået og et nyt begynder. I sagens natur er der ikke noget specielt ved at kalenderen skifter fra fredag til lørdag eller fra d. 31. til d. 1. det sker i sig selv ofte, nej det specielle er at vi siger farvel til 365 dage med oplevelser og indtryk, og siger velkommen til 365 nye dage. Vi ved ikke hvad de nye dage bringer, men vi kan selv være med til at give dem det indhold vi ønsker.
2021 har på Brosbjerg været et år med lykke, udfordringer, lange aftener, planer, design og tanker. Nogle gange gik arbejdet stærkt og det gav fornyet energi, andre gange måtte vi skrue skruen lidt hårdere i, for at finde lysten. Men, det vigtigste var ikke hvornår vi nåede hvad, men at vi nåede det i fællesskab og med det rigtige slutresultat.
December var præget af en god gang forkølelse og maveonde som gjorde dagene ikke helt blev udfyldt med de opgaver vi gerne ville have nået, men vi nåede alligevel at komme i mål med de massive sildebens trægulve i stueetagen, klinkerne i baggangen bliver desværre først helt færdige i 2022, grundet leveringsproblemer. Da gulvet var færdigt kunne vi endelig få monteret de 2 glasdøre ud til hall’en. Gulvvarme styringen kom også på plads og juleaftensdag kunne vi endelig flytte møblerne tilbage i stuen og gøre klar til familiejulen med børnenes farmor, mormor og morfar samt Ellens onkel.
Vi ser nu frem imod 2022 med spænding. Det næste halve år står 1. salen for tur. Den står som en rå skal og første opgave er montering af de gamle hanebånd. Vi glæder os til at komme i gang så vi kan få endnu flere rum igang.
Vi glæder os desuden til at skulle igang med event delen af vores projekt. 2022 byder på besøg af Tour de france, hvor vi helt sikkert vi være at finde og så skal der også forhåbentligt blive plads til endnu en gårdfest og forhåbentligt et par intim koncerter. Mere om dette i starten af 2022.
Tak for opbakningen i 2021 til familie, følgere og naboer, vi glæder os til at tage hul på næste år sammen med jer.
En feriedag på Brosbjerg er kun rigtig ferie hvis der er et projekt eller to. Dagens projekt blev derfor lægning af “herskabs” fliserne i baggangen.
Vi har fundet den perfekte flise til vores baggang ved hl keramik i Kolding. En flise som stråler af selvtillid, stil og herskablighed.
Nu skal alle “trekanterne” skæres / lægges og til sidst lægges der en sort kant rundt om det hele, vi glæder os enormt meget til baggangen er færdig, så vi kan montere de første døre.
Der blev dog også tid til at nyde efteråret ❤️
Udsigten fra den store Lind, som danner en smuk paraply af efterårets gullige farver.
Endelig fik vi lavet det længe ventede pejsegitter. Efter Pil kom galt afsted med pejsen i juli, har vi været MEGET påpasselige med at tænde pejsen. Men nu kan vi endelig nyde pejsens flammer uden at være nervøse for at børnene kommer for tæt på.
Gitteret har Ellen designet og fået smedet at en bekendt til Lars grandtante i kbh. Tak til Lars mor for at hjælpe med transporten hjem.
I weekenden blev badeværelset slebet færdigt, malet og gjort rent. Nu glæder vi os til at få de sidste ting færdige som f.eks. hyggelig indretning, stuk, hængt spejl op og et super smart parasolbadeforhæng som er et forhæng på en vifte som så trækkes rundt. Badeværelset skal totalrenoveres når badeværelset på 1. sal står klar, men lige nu kan vi ikke undvære det.
Alle 13 vinduesbunde blev olieret til den helt rigtige varme brune farve som passer perfekt til “nye-gamle” Brosbjerg.
Weekendens projekt var at få nogle af de sidste detaljer på plads inden der skal lægges gulv. I kontoret fik vi ved trappen til kælderen lagt en af de gamle bjælker ned. Denne skal let slibes og have olie, så den fremstår som en del af den originale konstruktion. Samme løsning bliver lavet i hall’en som afslutning imellem gulv og væg ved 1. salen.
I stuen har vinduerne fået monteret vinduesbunde. Deres dybde giver rigtig mange muligheder for at have større vaser, lamper og andet stående. Vindues bundene er lavet i limtræseg og skal have en olie behandling i stil med gulvet. Meget snart er det tid til sildebensparket.. det bliver spændende
Så kom weekenden hvor det første gulv i stuehuset blev lagt. Ellen købte sidste år et rest parti af noget marmorsplit. Marmorsplit er i bund og grund en betonflise med stumper af marmor i. Vi synes denne type flise giver det helt rigtige udseende til Brosbjerg. Den er minder utroligt meget om terrazzogulv og er enormt stærk.
Marmorsplit fliserne er næsten ligeså nemme at lægge som almindelige fliser , det der kan gøre det lidt sværere er at de lægges uden fuge, så de skal ligge helt tæt og i samme højde som dens otte makkere rundt om. Det kræver lidt træning og en hel del fliseklæber.
Nu mangler baggangsrummet blot en fodliste og en vinduesbund. Næste weekend står den på marmorsplit i teknikrummet og så skal vi igang med de mønstrede fliser i baggangen. Det bliver spændende 😊
Da vi sidste år i august, afholdte gårdfest for naboerne, havde vi besøg af bandet “Southern Sound”. Forsangeren Kasper Buch er efterfølgende gået solo under navnet “Kasper Buch”. Allerede sidste år lavede vi en aftale med Kasper om en koncert i år. Vi er derfor utroligt glade for og stolte over at kunne byde velkommen til den første koncert på Brosbjerg.
Så, skal du med til premieren på den allerførste koncert på Brosbjerg? Så sker det d. 16/10 klokken 19:30. Billetter kan købes her – Billetter
Endnu en weekend er ovre og taget er endelig helt færdig isoleret. Vi mangler stadig 4 af de 5 kviste, men dem kan vi tage i ro og mag uden stillads. Hvor er det dog fantastisk at kunne ligge i sin seng og IKKE kunne høre regnen imod tagstenen, fuglene der hopper rundt og susen fra vinden. 400mm isolering er altså en fantastisk støjdæmpning.
Nu begynder vi også stille at kunne mærke at isoleringen holder på varmen, selvom der stadig er åbent flere steder. Varmen bliver på en måde reflekteret af isoleringen. Tak til min gamle ven Bjarke fra Barret montage for hjælpen med den sidste isolering.
Udover isolering fik vi også denne weekend malet lofterne i den sidste del af stueetagen. Vi har valgt den billigste loft maling fra jem og fix. Den gør hvad den skal og er nem at rulle på.
Næste step er at montere stuk, fuge det hele og male sidste gang. Det bliver så dejligt at få nogle flere rum færdigt, så vi kan få funktionerne delt lidt op. Planen er en færdig stueetage inden juleaften.