Vores dage har ikke været så “gård-fyldte” som andre, mest af alt fordi vi har hygget med familien til flere familiekomsammener! Den største af alle var nok, at Lars fyldte år i den forgangne weekend og hans største ønske var en flagstang til gårdspladsen! (fordi man kan jo ikke fejre uden flag)
Han har brugt lang tid på at regne den rigtige længde ud og bestemme sig for materiale. Derudover har han også lobbied på begge sider af familien for at de skulle forstå, hvor stort et ønske det var – altså virkeligt forstå.
Da dagen kom og vi kørte på gården, hvor festen naturligvis skulle holdes, var der ingen flagstang at finde!
Øv.. Fordi man kan jo ikke bare lige smide en 11m flagstang på taget af clio’en og komme til fest. Så Lars pakkede hans skuffelse væk og vi fik gjort klar til at gæsterne skulle komme til kaffe.
Heldigvis kan Lars godt tage en joke. Da familien kom, havde de sat en lille 1,5m flagstang fast til foden i gårdspladsen med et stort til og fra kort på! Der blev grinet og pjattet om flagregler og normer, lige indtil at svigermor hev Lars i armen og sagde at han skulle tjekke gårdspladsen. Lars var ikke meget for det fordi “så var den joke heller ikke sjovere”… Men det, der mødte ham var brødrene, svigerfar og en god ven, der kom spankulerende ind på gårdspladsen med en enorm træflagstang på skulderene!
Lars tabte alt, hvad han havde i hænderne af glæde og spang af sted for at hjælpe med at få den sat op. Det kræver alligevel en del styrke og hænder, at få sådan en på plads, så er det godt at det ikke er villige hænder, der mangler.


Så blev det alligevel fødselsdag på den lille gård.
