Onsdag overtog vi officielt gården – torsdag kom minigraveren!
Under købsprocessen blev vi klar over at den lille tilbygning på stalden, det gamle roe rum, kun delvist lå på matriklen. Dette prøvede vi at få udbedret igennem sælger, men som Kolding kommune kunne informere os, så lå den resterende del på vej areal og man kan ikke vinde hævd på de områder. Det kunne vores søde advokat forklare os var en del af en lov fra Christian V’s tid.
Derfor var der ikke andet at gøre end at rive tilbygningen ned.
Det skete med stor iver torsdag, hvor vi fik besøg af en ven og hans minigraver, der let som ingenting fik revet det hele ned (dog pånær eternit tagpladerne, dem har vi taget forsigtigt ned og bortskaffet ansvarligt 😉).

Men når man er i gang kan man lige så godt gøre det ordentligt.
Så der røg også en gammel carport, en overdækket terrasse og omkring 150m hæk!
Vi elsker udsigten fra haven, ned over marken, men desværre kunne vi ikke nyde denne på grund af de ca. 100m hæk, som delte haven op i 2 og stjal meget af udsigten.

Igen slap vi minigraveren løs og hvilken forskel det har gjort!

De resterende 50m hæk stod langs vejen, men igen, ikke ved matriklen og efter aftale med kommunen skulle den op.
Det var et par meget travle dage og heldigvis blev vi færdige før weekendens regn satte ind.
Nå ja, så var Aske hjemme torsdag og fik derfor en hel dag til at gå med at beundre minigraveren.