De 2 skorstene som Ellen har bygget er nu endelig færdige og blev i dag monteret på toppen af Brosbjerg. Den ene mangler et enkelt lag maling, den kan den lige nå at få inden taget bliver lagt omkring den.
Taget er også ved at tage form og vi synes selv at resultatet med både skorstene og tag er blevet meget bedre end vi har forestillet os.
Nu mangler resten af taget, så kan vi begynde at lave flunke (vægge på kvistene).
Dagen i dag var en milepæl. Vi fik langt om længe, med hjælp fra venner, lagt alle tagstenene op på taget, klar til at blive lagt ud. Vi glæder os enormt meget til det færdige resultat.
Inden taget kan lægges helt færdigt skal de 2 pynte skorstene monteres. Den ene mangler blot at blive malet, den anden mangler stadig det yderste pudslag inden den kan males.
Datoen for indflytning nærmer sig med hastige skridt og der mangler stadig rigtig meget arbejdet før det kan ske. 1. Juni starter Aske i børnehave i Christiansfeld, halvanden måned før vores første indflytningsdato som allerede var 6 uger forsinket pga. rådskade, stormskade, frost og ekstra arbejde. Planen pt. er at stueetagen skal være klar 1/6, så kan vi bo i huset og lave 1. Salen færdig hen over sommeren.
Tusind tak for hjælp med oplægningen til Bjarke, Morten og Morten. 👍
Kolding kommune er med på noderne når man taler om at sikre biodiversiteten og naturens egen orden. Siden 2016 har Kolding kommune årligt udpeget områder der udlægges til vild natur.
Vi mener at det er det helt rigtige, naturen skal ikke tøjles, ændres, styres og kontrolleres, men hjælpes. Vi glæder os rigtig meget over at et stort område af vores mark sidste år blev kategoriseret som paragraf 3 natur. Dette betyder at det er beskyttet og ikke må ændres.
Taps å ved sidste højvande
Vi glæder os til at varmen vender tilbage og vi kan påbegynde “naturafiseringen” af den gamle mark.
Vi kan røbe at nogle at tankerne bl.a. omhandler en restaurering af Taps å, som vil sikre flere gyde og levesteder for åens dyreliv.
Et naturligt vandhul som hurtigt tiltrækker dyreliv i form af padddedyr og frøer, som tiltrækker andre dyr i fødekæden.
Den sidste uges tid har projekterne på Brosbjerg desværre stået meget stille. Frosten har taget over både nat og dag, derfor er opbygningen af de nye gasbeton indervægge som ikke kan bygges i frostvejr, sat i bero. Vi går nu og venter på at de 1,5 kilometer forskallings brædder til hele huset samt tagstenene skal ankomme.
Nye gasbeton indervægge på vej op
Vi håber derfor at vi kan bruge den kolde tid på at opsætte forskalling til gips, så vi ikke kommer alt for langt bag efter planen. Selvom det er dejligt med snehvidt landskab, så glæder vi os til at vi kommer over frysepunktet så indervæggene kan bygges færdigt.
Kulden er desuden en god chance for at give maskinerne en service runde, smøring, olieskift og rengøring. Så skulle de gerne kunne klare et par måneder mere.
20 tons sand er en del når de skal skovles og køres med håndkraft, men hvor der er vilje er der vej. Vi kom til at regne lidt på hvor mange trillebør fulde det blev til 😳 ca 250 😀. Vi har hverken behov for fitness eller cykel ture når vi kommer hjem, slet ikke Ellen som med 8 kg baby på ryggen vandrede frem og tilbage med trillebøren.
Søndag d. 10/1
Nu skal der bygges loft på kælderen, det bliver bjælkelag, som det var inden kælderen blev fyldt op. Derefter skal der sættes ny indervæg op som skal være med til at bære de nye spær. Så snart væggen er oppe kan vi få taget lagt. Det bliver spændende at se huset med nyt tegltag.
Sådan starter en velkendt børnesang og ligesådan har vores weekend været. Ikke på den måde at vi har været psykisk trætte, faktisk langt fra da der er god fremgang på alle områder. Men weekenden stod på at fjerne betonlaget og sand fra den gamle kælder, som man tilbage i 90’erne fyldte med sand og lukkede af. Hvorfor ved vi endnu ikke, men vores håb er at man ikke har set den nødvendig og derfor fyldt den med sand og rester af murbrokker.
Den gamle intakte kældertrappe er kommet frem fra sit 25 års skjul under sand og beton.
Lørdag stod den på at fjerne de 20 cm beton og leca nødder. Søndag var Ellen skovl holder og Lars trillebørs styrer. Omkring 1/6 af al sand blev kørt ud og de gamle kældervinduer kom til syne. Lige nu er det forholdsvist nemt, men vi frygter lidt for hvordan det bliver når vi kommer længere ned, måske et transportbånd kunne blive nødvendigt.
Når al sand er gravet ud og de gamle vægge og gulv er gjort godt rene, bygger vi et nyt bjælkelag hvorpå vi kan lægge gulvvarme og trægulv. Bjælkelaget isoleres og beklædes med nyt kælderloft. Når kælderen er færdig vil den blive husets vinkælder med nedgang fra “biblioteket”.
Endelig kom dagen hvor vi fik støbt det nye betondæk med gulvvarme i stueetagen. Mange timers tungt slæb, dag og nat, er nu endelig mundet ud i at det hele blev dækket til med beton. En fantastisk, men også en antiklimatisk følelse. De mange timers arbejde er gået med skjulte ting som isolering, slanger, rør, udgravning og nedbrydning af gamle sokler fra indervægge, så umiddelbart er der ikke den store udseende mæssigt forskel. Men isoleringsmæssigt har vi rykket huset 200 år. Fra gulve med 2 cm beton direkte på jorden, til 40cm flamingo isolering. En enorm forskel som helt sikkert vil vise sig ved en bedre komfort og lavere energitab.
Nu glæder vi os til 3 dages afslapning i selskab med den nærmeste familie til en Corona fri jul i Vedsted.
På den anden side af julen kan vi begynde opbygningen af de nye indervægge, lofter gulvbelægninger m.m., det bliver dejligt at komme igang med synlige renoveringer så det kan ses at det skrider fremad.
Rigtig glædelig jul til alle vores følgere og jeres familier.
Vi har alle hørt mange historier om at man skal huske at lufte ud hver dag for at undgå skimmelsvamp, mug m.m. Vi er måske gået et skridt for langt i jagten på ventilationen, men ikke desto mindre står vores drøm nu uden “top”, med fri udluftning og højt til loftet 😊
Med nedbrydningen af de gamle spær og bjælker er vi nået til et helt specielt vendepunkt for renoveringen da vi nu ikke har mere nedbrydning foran os, men kun opbygning af alt det nye. En dag vi længe har os glædet til. 😀
De sidste par dage er det gået stærkt. Tømrerne er i fuld gang med at fjerne tag og bjælker. Hold nu op hvor er det spændende at følge med i. Nu håber vi blot at det ikke giver regn den næste uges tid 😊
De endelige tegninger og mål til de nye spær er nu også godkendt og vi venter nu bare på at det bliver tirsdag så spærene ankommer og kan sættes op.
Den nye tagdækning bliver en 99% kopi af de gamle. Der tilføjes nemlig 5 mindre kviste.
Inden vi bygger de endelige pynteskorstene ville vi lave en såkaldt “Mock-up“, så det var muligt at få et indtryk af skorstens designet i 1:1.
Vi er selv ret tilfredse med udseendet. Designet er lavet som original kopi af de skorstene som stuehuset er født med. Så det bliver enormt spændende at se de endelige skorstene monteret på de nye spær med tag af tegl uden udhæng.
Fra på mandag begynder udskiftningen af spær og tag. Mandag kommer stilladset op, tirsdag kan vi så begynde nedtagningen af de gamle tagplader. Torsdag kan vi forhåbentligt fjerne de gamle spær, fredag retter vi det gamle murværk af til ny rem og tirsdag kommer de nye spær.