Kategorier
Stuehuset

Hemmeligheder bag tapetet

Pga. Meget fugt i væggene, både yder som inder, har vi fjernet alt celotex i huset så stenene langsomt kan begynde at tørre godt igennem, inden der skal ny beklædning op.

Det har givet utroligt mange ture på genbrug med affaldstræ, tapet og murepap. Men det har også givet os overraskelser, gode som dårlige…

Når man gennem lang tid har lukket så meget fugt inde, vil det selvsagt give skimmel. Det er ikke så sjovt at finde skimmel på alle vægge, men det er dejligt bekræftende at hvad vi gør, er sundt for huset, selvom det til tider virker voldsomt.

Men skimmel og gamle bistader/hvepsebo i mure og udluftningskanaler er heldigvis ikke det eneste vi finder.

Vi har på det sidste fundet tegn på vægge, der er blevet flyttet og døre og vinduer, der er muret til (som et øjeblik får os til at genoverveje vores indretning). Men det sjoveste har været den hemmelig dør bag tapetet i soveværelset!

Der er ikke noget bag døren udover den spanske væg i det næste værelse.

Pludselig blev vi begge detektiver i sagen om den hemmelige dør og missionen var at finde ud af hvornår den blev lukket til. Døren var dækket af aviser, under tapetet og muren var så fugtig at vi forsigtigt kunne fjerne tapetet og læse aviserne. Det gav os desværre intet årstal, men derimod reklamer som vi kunne Google. Derfor kan vi nu fortælle at Klasselotteriet blev til i 1753 med tilladelse fra Kong Frederik d. 5.

Det hjalp dog ikke så meget. Men på baggrund af artikler om kvægtuberkolose fik vi det indsnævret til 1900-1950 og sammen med datoen torsdag d. 11. Juni har vi fastslået at døren højest sandsynligt blev lukket i 1946.

Desværre fortæller aviserne ikke hvorfor den dør er der.